Mænd søger først hjælp, når det nærmest er for sent, og selvmordet truer. Og de er forbløffende passive, når en anden af livets store kriser kommer i form af en truende skilsmisse.
”De ringer, og man kan høre de sidder i deres forbandede, ensomme bil. Så er det med at finde ud af, hvor konkrete deres planer er. Har de strikken ved siden af sig, har de skrevet et afskedsbrev, og har de gjort sig tanker om, hvem der skal finde dem og i hvilken tilstand,” forklarer konfliktvejleder med erfaring som rådgiver fra Livslinien og Mandecenteret, Antoinette Kordic.
”Vi har en tjekliste. For hvis de har besluttet sig for tid, sted og metode, så skal de have hjælp her og nu. Godt de ringer, naturligvis, men det er ofte for sent og i hvert fald svært at hjælpe, når de er så langt ude og i affekt,” fortsætter hun.
Det er manglen på netværk – udover altså det på arbejdet – der for alvor slår mænd ud, når kriserne melder sig.
”Mænd har ikke en tradition – ikke et sprog – for, hvordan man bedst håndterer kriser og taler om, hvordan man har det. Som kvinder har vi en hel buket af veninder, vi kan trække på. Det kan godt være, at de ikke alle lige kan bruges til noget, hvis det går galt for os – men det er langt bedre, end hvad mænd går igennem – for deres mest fortrolige er ofte deres partner, selv efter en skilsmisse, og den ensomhed kan let føre dem ud i en deroute i form af misbrug og måske en endda fyring og i værste fald hjemløshed,” siger Antoinette Kordic.
“Mænd har ikke en tradition – ikke et sprog – for, hvordan man bedst håndterer kriser og taler om, hvordan man har det”
Start krisen tidligt
Hun valgte selv at blive rådgiver ved Livslinien og senere Mandecentret, for hun kendte selv til, hvor overvældende kriser kan være. Hendes mormor druknede sig en nytårsnat i Kongeåen. Og hendes far havde i årevis truet hendes mor med selvmord, hvis hun forlod ham – det gjorde han alvor af tre dage efter at hun var gået.
”Så der var virkelig ikke nogen grund til, at hun blev hos ham i alle de år. Han efterlod et sytten sider langt afskedsbrev. Men hvad skal jeg bruge det til?” spørger Antoinette Kordic.
Mandecenteret har afdelinger i de seks største danske byer og rådgiver især mænd i skilsmisser. Man rådgiver også mænd, der har været udsat for vold fra deres partner. Og i enkelte tilfælde kan man også hjælpe med et sted at sove og være.
”Også her bliver mænd behandlet anderledes. De kommer ind under en anden paragraf, for krisecentre for kvinder kan sagtens få statsstøtte. Men mændenes krisecentre må klare sig selv.
”De gælder som funktionelt hjemløse. Sover måske hos konen, men på sofaen. Eller på skift rundt hos venner og bekendte,” er hendes erfaring.
Hendes råd er at tage ved lære af kvinderne, der ikke bare er dem, der tager initiativ til et opgør. De har i reglen en plan og har talt det igennem med veninder, boligselskabet og med familiens advokat. Den samme rettidige omhu må mænd vise, når de erkender, at forholdet ikke er til at redde.
”De gælder som funktionelt hjemløse. Sover måske hos konen, men på sofaen. Eller på skift rundt hos venner og bekendte”
Opgiv de gamle fejl
”Mænd har tendens til at være for slatne. Sæt foden ned, tag del i familien, og lær at sige fra, og så klarer I jer bedre – også i en skilsmisse. Og i jeres næste forhold,” siger Antoinette Kordic og fortsætter:
”Mænd må føle sig kastrerede, for lige fra børnehavealderen foregår det private ikke på deres præmisser. De bider for mange ting i sig frem for at sige fra, men det er kun dem selv, der kan ændre det. Men det værste er, at de skynder sig videre til et nyt forhold og ofte gentager de samme gamle fejl der,” slutter Antoinette Kordic.
