TEMA: PROSTATAKRÆFT | Vi er glade for at høre fra vores læsere her på mandeliv.dk – og vores tema om prostatakræft har fået mange til tasterne. En af dem skrev om, at vores gennemgang gav for megen plads til den forældede talemåde; nemlig at prostatakræft er noget, man dør med og ikke af. Carsten Philipsen skrev:
Hejsa.
Jeg er en af dem med uhelbredelig prostatacancer på 5. år. Jeg påstår, at jeg træner, spiller golf og danser mig fra døden og ved at være positiv.
Når jeg hører nogen sige, at man dør med prostatacancer og ikke af den, bliver jeg gal… jeg har indtil nu sendt 9 bårebuketter til mænd, som jeg har lært at kende via canceren på Herlev hospital.
Hvis I vil høre min mening og historie med bl.a. deltagelse i ‘Vild med dans knæk cancer’ i 2018, hvor jeg dansede med Mie Moltke, så giv et ring.
Da vi senere taler sammen, fortæller Carsten Philipsen, at hans holdning selvfølgelig bunder i, at han har meget at gøre med de yngre kræftramte, der ofte har et hårdt og ubarmhjertigt forløb. Selv er han 64 og fik sin diagnose lige da han var fyldt 60.
”Jeg har selv været skideheldig. Efter fem år er jeg stadig bare på anti-hormonbehandling. Ingen stråler, ingen kemo.”
Hos ham sidder kræften i selve prostata og i lymfesystemet. Og så er der skygger af kræft på begge hofter og et ribben. Når han har kunnet holde kræften i ave, så skyldes det efter hans mening hans energi.
”Jeg træner som en gal. Jeg fik også en besked om, at jeg havde fået knogleskørhed. Det har jeg trænet, danset væk.”
Carsten Philipsen er i dag på pension fra sit arbejde ved politiet og har økonomisk og menneskeligt overskud til at kæmpe imod kræften. Han anerkender, at andre ikke er lige så heldige.
”Hvis jeg ikke var så godt gift, havde jeg sikkert siddet derhjemme med fjernbetjeningen. Det her er værst for den enlige mand. For medicinen tapper dig for energi og uden en partner til at sparke dig bagi, så er det fristende bare at synke sammen.”
Og så er der alt det, som medicinen ikke hjælper på. Og som hans to årlige skiferier, ture til La Santa og dansetimer og bridgelektioner kan heller ikke rette op på.
”Jeg har været hårdt ramt i hovedet. På et tidspunkt tænkte jeg på det 200 gange om dagen, men det er heldigvis blevet bedre med tiden,” siger Carsten Philipsen og fortsætter:
”Det er nok også derfor jeg reagerer. Jeg har så tit hørt, at det er da ikke noget, man dør af. Selv fra mænd, der er mere syge end mig.”
“På et tidspunkt tænkte jeg på det 200 gange om dagen, men det er heldigvis blevet bedre med tiden”
