11.3 C
Copenhagen
tirsdag den 9. april 2024

Er den mindre end gennemsnittet – og alt det andet, du gerne vil vide om ‘mandens vigtigste værktøj’

Mest læste

Steen Trolle
steen.trolle@outlook.dk

En norsk læge har skrevet en håndbog om alt det, du gerne vil vide om mandens penis. Læs f.eks. hvilke mænd, der har de længste i Europa – og om du selv kan gøre noget ved længden

”Myter og sandheder om mandens vigtigste værktøj”.

Sådan lyder undertitlen på den norske læge og urolog Sturla Pilskogs bog ”Penis – en håndbog”. Og undertitlen lover ikke for meget.

De 252 sider, som udkom på dansk i 2019, indeholder alt om mandens kønsorgan – fra en gennemgang af penis og testiklernes opbygning, til viden om erektion, udløsning, onani, sygdomme, prostata og seksuelle sygdomme.

Du får kort sagt svar på alle de spørgsmål, du gennem årene måttet have stillet dig selv om emnet – plus meget mere.

Oveni er der anekdoter og fakta, du kan underholde med, når stemningen er til det. For eksempel at man i Romerriget havde en særlig penisgud, Fascinus. At Napoleons livlæge Antomarchi fjernede kejserens penis efter hans den død 5. november 1821 og at “Lille-napoleon” siden 1977 har været i den amerikanske Lattimer-families eje. Eller at den amerikanske præsident Lyndon B. Johnson kaldte sin penis for ”Jumbo” og mente, at den var så stor, at den krævede specialsyede bukser.

Den amerikanske præsident Lyndon B. Johnson kaldte sin penis for ”Jumbo”

13,1 centimeter

Apropos størrelsen er et helt kapitel selvfølgelig dedikeret dette evige tema. For størrelsen har altid spillet en stor rolle, måske mest i hovedet på os selv. I det antikke Grækenland foretrak man en lille frem for en stor, for store penisser blev forbundet med de dyriske og dumme satyrer, der var en blanding af mand og ged med et stort erigeret lem.

I vores tid er den store blevet idealet. Det skyldes ikke mindst pornoindustrien, hvor et stort organ rangerer højere end skuespillerevner. Resultatet er, at en tredjedel af alle mænd – i modsætning til Lyndon B. Johnsson – mener, at deres penis er mindre end gennemsnittet.

Sturla Pilskogs bog “Penis – en håndbpog” kom på dansk i 2019.

Men hvad er gennemsnittet?

Det hidtil største studie af penisstørrelser stod Kings College i London for i 2015. Her samlede man data fra 17 andre studier med i alt mere end 15.000 mænd fra hele kloden. Konklusionen er, at den gennemsnitlige penis er 13,1 centimeter i erigeret tilstand, mens den er 9,2 cm i slap tilstand. Omkredsen for den stive penis er 11,6 centimeter i gennemsnit.

Ifølge studiet har islændingene de gennemsnitligt længste penisser i Europa, nemlig lige knap 15 centimeter i kampklar tilstand. Næsten samme længde kan danske mænd byde ind med, mens gennemsnittet i sydeuropæiske lande ligger på 12-13 centimeter.

På verdensplan har mænd i Congo de længste med et gennemsnit lidt over 18 centimeter, mens asiatiske mænd er mindst veludrustet.

Store hænder og …?

Men, som Sturla Pilskog, der er overlæge i urologi, skriver:

”Det er vigtigt at huske, at det drejer sig om gennemsnitsværdier, som selvfølgelig skjuler en stor mangfoldighed. Der findes derfor mange mænd i Congo med relativt korte penisser, mens en mand i Asien sagtens kan have en penis, som ville imponere på Island”.

”Der findes derfor mange mænd i Congo med relativt korte penisser”

Bogen afkræfter i øvrigt, at der skulle være en sammenhæng mellem hænder, fødder og penisstørrelse. Ifølge studiet fra Kings College er kropshøjden det eneste punkt, hvor der er en sammenhæng med penislængden. Men denne sammenhæng er beskeden.

I det antikke Rom var penis – særligt den erigerede – et symbol på styrke og magt.

Kvindernes favorit er 16 cm

Hvad foretrækker kvinder så? Det er selvfølgelig meget individuelt, men Sturla Pilskog refererer et studie fra Californien, hvor forskere lod kvinder vurderer forskellige penismodeller i længder fra 10,6 til 21,6 cm og en omkreds fra 6,6 til 17,7 cm og bad dem tage stilling til, hvilken størrelse de ville foretrække hos en fremtidig ægtemand. Her lå den foretrukne model på 16 cm i længden og 12,2 cm i omkreds.

Hvis du ikke kan leve op til det, så fortvivl ikke. Sturla Pilskog skriver nemlig:

”Gennemsnittet for studier af dette emne er, at penisstørrelsen aldrig er det, kvinder lægger mest vægt på. Både humor, intelligens, kropsfacon og meget andet kommer foran penis på listen. Måske er den vigtigste opdagelse i dette studie, at 85 procent af alle kvinder er glade for partnerens penisstørrelse. Så det er nok først og fremmest hvordan den bruges, der er vigtigt”.

85 procent af alle kvinder er glade for partnerens penisstørrelse

Tab dig og få en længere penis

Men hvordan måler man så, om den er større eller mindre end gennemsnittet? Der er flere metoder, men i dag skulle den autoriserede målemetode være den såkaldte Bone-Press-Erect-Length. Den består i, at du lægger en lineal på oversiden af den stive penis og presser den hårdt ind mod skambenet. Derefter aflæser du, hvad der står på linialen ud for toppen af penishovedet.

At linealen skal presses ind mod skambenet, skal i følge Stura Pilskrog forhindre, at ”ekstra polstring gør penis kortere”. Med andre ord mister kalorius lidt længde, hvis man er overvægtig. Derfor kan man faktisk vinde lidt længde ved at tabe sig.

Manden med verdens længste

Ellers er der ikke rigtig nogle metoder, som for alvor kan øge længden. Sture Pilskog nævner diverse piller, salver, strækapparater, vakuumpumper og andet, der bruges i forsøget på at få en længere penis. Hans konklusion er, at intet af det har nogen dokumenteret effekt.

Så du må altså leve med den længde, du er udstyret med fra naturens hånd. Og skæve misundeligt til amerikaneren Jonah Falcon, der er manden med verdens officielt længste penis. Den skulle angiveligt være hele 34,3 centimeter i erigeret tilstand.

Det er meget langt fra gennemsnitsdanskeren. Men vi kan så glæde os over, at gennemsnitskvindens foretrukne størrelse er under det halve. Og at humor og intelligens altså er vigtigere end størrelsen.

Sturla Pilskog: Penis – en håndbog. Myter og sandheder om mandens vigtigste værktøj. Oversat af Per H. Jacobsen. Forlaget EC Edition.

Få Mandelivs nyhedsbrev hver mandag: TILMELD DIG HER

- Annonce -

Flere artikler

SKRIV EN KOMMENTAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

- Annonce -

Seneste