4.3 C
Copenhagen
lørdag den 27. april 2024

TEMA: Prostatakræft er en snigende dræber

Mest læste

Christian Jessen
christianjuuljessen@gmail.com

Prostatakræft ødelægger livet for tusinder længe inden døden indhenter dem. Mandeliv sætter i de kommende dage fokus på prostatakræft

Med over 4000 nye tilfælde af prostatakræft i Danmark hvert år sendes lige så mange mænd og deres nærmeste ud i en stor og akut krise. Fanget imellem frygten for at dø af kræften og så bekymringen for de mere håndgribelige negative effekter af behandlingen efterlades mange mænd i et følelsesmæssigt kaos. Og for en del af de ramte er det en ubegrundet frygt, for mange mænd med prostatakræft dør fortsat med kræften og ikke af den.

Faktisk er det sådan, at næsten 99 ud af 100, der får diagnosen, er i live et år efter de første gang hørte ordene: ”Du har prostatakræft.” Men holdningen hos de 3500 patienter, der er med i patientforeningen Propa, er at det er bedre at få beskeden og så måske kunne reagere rigtigt på det. Derfor er det Propas hovedmål at forbedre opsporingen

”Hvis vi ikke finder de mennesker, der har brug for hjælp, nytter det intet. I dag er det tilfældigt om man kommer til læge i tide. Og her i Propa hører vi den ene gang efter den anden om mænd, der ikke kom til læge i tide,” forklarer Tonny Clausen, formand for Propa.

“I dag er det tilfældigt om man kommer til læge i tide”

Tonny Clausen, formand for Propa

”For 4-5 år siden talte vi mest om hvor slemt vi havde det. Og det er da også rigtigt, men som jeg ser det, så er det eneste, vi kan gøre, er at finde de ramte tidligere. Opsporingen er det eneste område, hvor der ikke har været fremskridt,” siger han videre.

Læs også: Kræftdommen kostede Tonny det gode liv – men ikke livsmodet

Ingen screening

Tonny Clausen tror ikke på, at en egentlig screening kommer på tale. Dels viser screening ved andre kræftformer blandede resultater. Dels er diagnosen ved prostatakræft stadig ganske usikker, fordi man sparer.

”Man burde i højere grad bruge MR-scanning, der ret præcis kan sige, om der er kræft eller ej. I stedet for at stikke tolv pinde op i endetarmen, der måske finder kræften eller ikke,” siger Propas formand.

“Man burde i højere grad bruge MR-scanning”

Udover at denne nålebiopsi er notorisk usikker, får mange patienter også infektioner som en følge, hvilket både er en gene og kan gøre diagnosen mere tvivlsom.

Og så er det med at teste for PSA, der er en biomarkør, som måske eller måske ikke viser, om man har prostatakræft.

”Glem PSA. Hold øje med symptomerne og tal om dem med din læge eller i det mindste dine nærmeste. Og så er det en arvelig sygdom, så tænk efter, hvis andre i familien blev ramt,” lyder Tonny Clausens råd til danske mænd.

Mandeliv sætter i de kommende dage fokus på prostatakræft. Hvis du har ideer og vinkler til vores tema, så skriv til redaktion@mandeliv.dk

Læs også: Kræftdommen kostede Tonny det gode liv – men ikke livsmodet

Få Mandelivs nyhedsbrev hver mandag: TILMELD DIG HER

- Annonce -

Flere artikler

SKRIV EN KOMMENTAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

- Annonce -

Seneste