TEMA: PROSTATAKRÆFT | Livet efter en diagnose med prostatakræft kræver hårde valg og ikke meget bliver som før
Som han selv siger det, så blev Tonny Clausens kræft opdaget ved et tilfælde. Det var tilbage i ’14 i en tid, hvor han egentlig havde et relativt ubekymret liv på efterløn. Et aktivt liv som fritidsfisker med en dejlig, sortmalet jolle.
”Ja, man skulle jo gerne kunne se den blandt alle de blå,” bemærker han med et muligt strejf af vemod. For jollen er fortid, for efter diagnose og behandling er der ikke længere kræfter til at tage ud og fiske. I stedet bruger han sine kræfter som formand for patientforeningen Propa.
”Jeg burde have vidst bedre. Alle symptomerne var der: svært ved vandladning, ubehag, blod i urinen. Og kræften var også i min familie,” er hans vurdering i dag.
“Alle symptomerne var der: svært ved vandladning, ubehag, blod i urinen”
Flere mænd i familien ramt
En af hans fire fætre er også kræftramt og andre mænd i familien er også mærket. Men tidligere var det netop ikke noget, mænd talte med nogen om.
”Tag nu min far. Han plejede at sige om sig selv og sine problemer, at det er kun mosevand, der står dernede og det er svært at hælde ud. Sådan talte han.”
Blufærdige mænd
Som Tonny Clausen ser det, så er mænd stadig for blufærdige til at tale om det, der kunne være galt. Og som lægevidenskaben ligger i dag, så er fokus på symptomer den hurtigste vej til en diagnose. Taler man ikke om det, risikerer det at være for sent.
”Der er mange følelser. Folk tænker på inkontinens og på impotens. Jeg ville bare gerne have, at de fokuserer på at forblive sunde og det kræver at man tør tale om symptomer og problemer,” slutter han.
Læs også: TEMA: Prostatakræft er en snigende dræber
