20.5 C
Copenhagen
søndag den 26. maj 2024

Det man ikke kan se: Alder, trøst og fortrøstning

Mest læste

Redaktionen
redaktion@mandeliv.dk

DET MAN IKKE KAN SE | Velkommen til Mandelivs brevkasse, hvor Iben Holck svarer på spørgsmål fra det esoteriske univers. I dag om trøst og fortrøstning i forskellige religioner – og hvorfor folk, der bliver religiøse, ofte bliver lidt firkantede

Q: I min alder er trøst og fortrøstning vigtigt. Derfor har jeg holdt mig til den danske folkekirke. Men hvad med de andre religioner?

A: Uanset livssituation, har vi alle brug for trøst og fortrøstning! Det lille barn finder trøst i forældrenes omsorg, de unge og uerfarne i deres tro på egne evner og den mere erfarne i de muligheder fremtiden giver – og som aldrene finder vi trøst i håbet. Som voksne finder vi ”trøsten” ad mangfoldige veje, nogle mere ”rette” end andre – og mange finder netop det de søger i troen. Troen på, at alt har en mening – selv det, der tilsyneladende er meningsløst. Dette gælder uanset hvilken religion man måtte bekende sig til.

”De andre religioner” som du benævner dem, arbejder med begreberne dharma og karma. Karma hører vi også om i Bibelen, eks. ”Den der griber til sværd, skal falde for sværd” eller ”Som man sår, skal man høste”. Dharma er mindre omtalt, eller kendt, men det betyder egentlig blot livsopgave – og er knyttet til spørgsmålet; hvorfor er jeg her (denne gang) og hvad er det jeg skal mestre, før jeg træder fri ud af livets hjul.

Ifølge åndsvidenskaben er der meget lidt, der er tilfældigt – og det at man kommer til verden, har selvfølgelig et formål – og dette formål er netop det der benævnes dharma. Vi har alle en livsopgave – nogle forventninger til hvad vi skal mestre, inden vores timeglas løber ud. Alle går til ét sted, alle kommer af støvet og alle går til støvet (Præd. 3:20)

Karma betyder slet og ret handling og er, ligesom dharma, et element af ”Loven om årsag og virkning”. Når man taler om synd, er det ikke kun, som teologerne lærer os, et spørgsmål om moral og etik. Vores handlinger, tanker og følelser skaber karma – god, såvel som dårlig.  Jesus sagde engang, at ”du skal samle dig skatte i himlen” og det er faktisk her den gode karma, eller virkning, der tales om – noget vi kan høste, når tiden er inde/ude og som ”står på vores individuelle konto hos vor Fader i himlen”. Den dårlige karma (de virkninger vi selv er årsag til) bliver vi konfronteret med i livet her på jorden. Når man taler om karma i et tidsperspektiv, så kan det opdeles i; øjeblikkelig karma, forsinket karma og udsat karma.

Hvis jeg taler grimt til en anden person og denne reagerer med et grimt svar, så er der tale om øjeblikkelig virkning. Stopper seancen her, så er virkningen udlignet og ”sagen lukket” – der er ikke yderligere karma, der skal afregnes. Andre gange kan man opleve pludselige udfald mod ens person, som i første omgang overrasker, men som ved nærmere eftertanke kan føres tilbage til en tidligere årsag/hændelse – noget der har ligget og ulmet. Man ser ofte dette udfoldet, når der opstår konflikter i parforhold – så bliver gamle regninger draget frem i dagens lys. Det er nok de færreste, der er opmærksomme på dette ”regnskab”. Man kan tale om udsatte virkninger – noget man ikke har nået at få afregnet – og så pludselig rammer det med fuld styrke. Den sidste kategori kan ofte kun forstås i lyset af begrebet ”det evige liv”. Når vi oplever tilsyneladende urimelige forhold, som vi ikke kan forstå og som i visse tilfælde får os til at mene, at der ikke er nogen retfærdighed til og at der således ikke kan tales om en retfærdig Gud – eller vi kan ligefrem fornægte Gud, eller en dybere mening. Årsagen til sådanne opfattelser bunder ofte i udsat karma – den gæld man har været årsag til og som ikke tidligere er blevet afregnet (læs; gæld fra et tidligere liv). Negativ karma kan således overføres fra et liv til det næste og have sat rammerne for det nuværende liv – eller et fremtidigt – som ikke syntes værd at leve. Man kan også opleve udsat karma i mildere former, eks. når man uden forklaring kan være bange for at sejle, eller flyve – eller blive virkelig berørt af situationer man ser på TV, uden at kunne finde en logisk kobling.

Tanker og følelser skaber også virkninger. Tænk bare på situationer hvor en nær pårørende er i en livstruende sygdomsforløb. Her forplanter følelserne sig blandt alle nærtstående. Handlinger, tanker og følelser kommer af en årsag og afføder en virkning. Derfor taler man også meget om forsoning og ikke mindst om tilgivelse. Den vigtigste opgave man har, når timeglasset er ved at løbe ud, er således at forsone sig, at tilgive både sig selv og andre og at bede om tilgivelse. Tilgivelse er den nådegave, der kan eftergive karmisk gæld og kan opløse karmiske lænker og som derfor stiller os bedre, både i efterlivet og når vi igen skal træde frem på livets scene; genoptage vores pilgrimsfærd og færdiggøre de opgaver, som skal gøre os til ”mestre” af livet i den materialiserede verden (mater-realiserede – stoffets verden).

Selv finder jeg fortrøstning i det håb/tro som dette vers af ”Se nu stiger solen” udtrykker så smukt:

”Lad mig nu kun drage ad natmørkt hav
Lad mig ikkun stævne imod min grav
Livets Gud mig skærmer, jeg er hans barn
Ud hans hånd mig river af dødens garn.”

Guds barn, jeg er,

Iben Holck

De frelste

Q: Der er en ting, der undrer mig. Når folk bliver religiøse, bliver de tit sådan lidt firkantede. Frelste, om du vil. Det er ligesom det ønske om indsigt og guddommelighed, der nok har startet deres jagt på religiøs indsigt, slår over i noget andet. For når de har fundet Gud eller i hver fald et religiøst ståsted, så er de ligesom aldrig mere i tvivl om noget. Hvordan går det jeres Iben i den sammenhæng?

A: Undren er vejen til større indsigt. Det firkantede perspektiv, er ofte tegn på, at man er nået til en endestation for egen læring – men på ingen måde til endemålet. Man ser det også i andre sammenhænge end religiøse. Det firkantede udtryk dækker ofte over egen utilstrækkelighed, noget man forsøger at dække over – en usikkerhed man ikke kan håndtere uden at miste fodfæstet.

Den åndelige energi, som ligger til grund for noget sådant er hengivenhed – den dyd som var bærende for de tidlige kristne og knyttet til fiskenes tidsalder, hvis man tager en astrologisk tilgang. Hengivenhed kan på vores jordiske plan udtrykkes i begrebet idealisme, som hvis denne er ubalanceret, kan vende den uædle side af møntet opad. Og bagsiden, den uædle idealisme er fanatisme. Og er ikke netop fanatismens fundament, det fastlåste og firkantede verdenssyn.

I daglig tale bruger vi ofte begrebet; at møde verden med et åbent sind – og gør man det, så vil man næppe fremstå firkantet over for sine medmennesker. Hvis man bruger sin tro til at dømme andre, så er det efter min formening og forståelse, udtryk for en ubalanceret tro, der er vippet over mod den mørke side af hengivenheden. Arbejder man sig fra idealismens teoretiske plan ud i praksis, så kommer dyden til udtryk i fællesskaber – ”broderskab” om du vil – erkendelsen af, at vi alle er udsprunget fra samme kilde – altså har fælles ophav. Derved bliver menneskeheden én stor familie ”Et broderskab”.

I modsætning hertil har vi separatisme, hvor vi opdeles i dem og os. Senest kom det til udtryk i form af splittelsen i ”de autoritetstro tilhængere” og ”skeptiske nægtere” under corona-forløbet. Her så vi, at ”de autoritetstro” udviklede sig mod at blive ”rettroende”, uden et egentligt rationale og ”bruge Deres tro”, til at stemple ”nægterne” som ”de vantro”. Det skabte, som historien har masser af eksempler på, skadelige modsætninger og sprækker i fællesskabet. Ofte ser man i disse situationer den forskel, at de rettroende udskammer og isolerer de ”vantro”, mens de vantro ofte accepterer de anderledes tænkendes tro, også selvom de på ingen måde er villige til at ”omvende sig”. Tolerance er det universelle middel til at undgå den slags splittelser, også i det nævnte forløb Ikke i den blødsødne teologiske udlægning af begrebet tolerance, hvor man lærer os, at man skal vende den anden kind til, men i forståelsen – gengæld godt med godt og ondt med retfærdighed.

Moralen må være, at hvis man baserer sin tro på faktisk viden, indsigt og egne erkendelser, så når man ikke at blive firkantet, for der er altid noget nyt og mere at lære. Man er i stadig bevægelse. Det er nok snarere den runde end den firkantede form man bør tillægge sig, hvis man ruller fremad livets vej og ønsker at bevæge sig ad evolutionen opadgående bue. Så længe man ”er i kødet” vil det ærlige menneske altid kun føle og være i tvivl. Vished om religiøse anliggender er et udtryk for, at leret er størknet – det kan ikke længere formes – og derfra går det kun mod opløsning…

I hengivenhed jeg forbliver,

Iben Holck

- Annonce -

Flere artikler

SKRIV EN KOMMENTAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

- Annonce -

Seneste