Mandelivs Christian Juul Jessen har i mange år arbejdet som journalist, udlandskorrespondent og kommunikationsrådgiver. Men som 60+ kan det være svært at skaffe sig et journalistjob, og derfor tog han i sommer arbejde som tjener på et badehotel. Det har givet ny indsigt i arbejdslivet – og et nyt blik på mænd og kvinder. Her kan du læse første del af hans beretning
En gang for fyrre år siden på min første plads som journalistelev skændtes jeg med min chef, Jørgen E. Petersen. Han var med sine egne ord ’den store hvide mand’; men hans beundrere kaldte ham senere han for ’den første u-landsjournalist’. Under alle omstændigheder var det en tid, hvor udlandsjournalistik var forbeholdt mænd med store egoer og han var en af de største – så stor, at når jeg spurgte til hans meritter som ung journalist, hvor han angiveligt blev taget i at rapportere fra krigen i Vietnam, mens han i virkeligheden var på et værtshus i Svendborg, så slog han det bare hen.
Der var intet nyt i at vi skændtes. Han var nedladende og i det hele taget lad, mens jeg var fuld af mig selv, hvilket fik ham til med en vis ret at kalde mig ramt af ’galopperende storhedsvanvid’. Skænderier var altid en mod en – for han undgik at tage det foran redaktionen, der var mildt sagt labil og ofte vendte sig mod ham.
Og skænderierne var voldsomme. Så voldsomme, at vores sekretær – det var dengang man stadig havde en sekretær, der kunne skrive en telex – gik hjem med migræne. Men denne gang var jeg stille og kold af vrede.
Min chef havde nemlig kaldt mig en ’tjenersjæl’ – med al den foragt og de seksuelle undertoner, han kunne læsse ind i det. Han havde nemlig fundet ud af, at jeg havde været tjener på legendariske Sommersko før jeg kom på journalisthøjskolen. Det er en tankegang, der har været dyrket fra Friederich Nietzsche til Jordan Peterson mere eller mindre elegant – og altid som et udtryk for, at dem, der tjener os andre, er undermennesker.
Min chef havde nemlig kaldt mig en ’tjenersjæl’ – med al den foragt og de seksuelle undertoner, han kunne læsse ind i det
Det turde være indlysende, at jeg ser det anderledes. En god tjener er ovenpå i det sociale spil, som foregår i baren og ved restaurantens bord. Og der er glæde og stolthed i at kunne gøre dagen og aftenen rar og måske endda perfekt for andre.
Denne historie vendte tilbage til mig, da jeg i forsommeren tog arbejde på et badehotel i det nordsjællandske. For er det overmenneskenes ideologi, der siden min tid på Sommersko har vundet – eller kan jeg igen vise at man kan vælge at være en tjenende person og ikke af den grund underst i hierarkiet? På et punkt ved jeg allerede, at den anden side har vundet – jeg kommer ikke igen til at tjene noget tilsvarende til de 30 kilo efter skat, som jeg havde i 70’erne med lange vagter og drikkepenge.
Denne lille serie handler om at vende tilbage til tjansen som tjener. Og giver svar på, om det er et reelt alternativ for en mand på over 60 at melde sig som en del af servicepersonalet.
Læs næste del:
