4.1 C
Copenhagen
tirsdag den 19. marts 2024

Løkke starter forfra: “På det private plan er det her vel nok det tåbeligste, jeg kunne gøre”

Mest læste

Steen Trolle
steen.trolle@outlook.dk

FORNYELSER | På søndag bliver Lars Løkke Rasmussens nye parti, Moderaterne, officielt stiftet. Men hvorfor kaste sig ud i et nyt politisk projekt efter fire årtier i politik, hvor Løkke har indtaget landets øverste poster og uden besvær kunne trække sig tilbage til et mere velbetalt og behageligt liv? Mandeliv tog til Borgen for at få et svar på spørgsmålet: Hvorfor gider Løkke?

Tekst & foto: Steen Trolle

Det var i efteråret 2019. Lars Løkke Rasmussen var færdig som Venstre-formand. Knap tre måneder efter, at han havde overladt Statsministeriet til Mette Frederiksen efter valget den 5. juni 2019, var han blevet presset af Venstres forretningsudvalg og hovedbestyrelse til at trække sig som formand. Nu sad han i en ferielejlighed på den spanske sydkyst og slikkede sårene sammen med sin kone Solrun.

De var afsted i 10 uger og Lars var gået i gang med at skrive erindringsbogen ”Om de fleste og det meste”. Kun fire gange i løbet af opholdet i Malaga var han tilbage i Danmark, blandt andet for at tale på nogle møder med erhvervsfolk. Så stod han op klokken fem om morgenen, fløj til Danmark og var retur inden midnat.

”Jeg kan huske, at vi snakkede om, at sådan her kunne man også leve sit liv. Vi kunne købe et lille sted i Sydeuropa, jeg kunne skrive klummer, måske en bog mere, jeg kunne holde nogle foredrag og have tre bestyrelsesposter. Det ville være meget mere enkelt, og vi kunne gå op i nogle andre ting,” fortæller Lars Løkke Rasmussen.

Men sådan gik det som bekendt ikke. På søndag den 5. juni, Grundlovsdag, holder Moderaterne stiftende årsmøde. Dét parti, som Lars Løkke Rasmussen tog første skridt til, da han 1. januar 2021 meldte sig ud af Venstre og startede ‘Det Politiske Mødested’, bliver nu et rigtigt parti. Med et partiprogram, vedtægter, politiske forslag og op mod 40 folketingskandidater.

‘Det Politiske Mødested’ fik nemlig hurtigt luft under vingerne. Flere tusinde sluttede sig til online-projektet, hvor Løkke holdt velbesøgte fyraftensmøder på video, og 5. juni sidste år kunne han på et grundlovsmøde i Herlev fortælle, at der nu ville blive stiftet et parti under navnet ”Moderaterne”.

Få måneder senere var der indsamlet vælgererklæringer nok til at blive opstillingsberettiget og på søndag bliver det formelt, at Moderaterne er på stemmesedlen, når der senest 4. juni 2023 holdes folketingsvalg.

Få Mandelivs nyhedsbrev hver uge: TILMELD DIG HER

Lars Løkke Rasmussen på vej ad gangene på Christiansborg. Han er stadig registreret som løsgænger. Først fra det nye folketingsår, der begynder til okotober, repræsenterer han officielt Moderaterne.

Hvorfor gider han?

Spørgsmålet er bare hvorfor? Altså – ikke hvorfor Lars Løkke Rasmussen finder det nødvendigt med endnu et parti, men hvorfor han overhovedet gider. Hvorfor han i en alder af 58 år, hvor han, der med sine egne ord kunne have tjent flere penge med diverse bestyrelsesposter og velbetalte foredrag – måske endda fra en hyggelig base under sydens sol i vinterhalvåret – nu vælger at kaste sig ud i et nyt politisk projekt?

Dét spørgsmål er Mandeliv taget på Christiansborg for at stille Lars Løkke Rasmussen.

Det hører med til fortællingen, at Mandelivs udsendte kender Lars Løkke Rasmussen. Jeg var medlem af Venstres Ungdom, da Lars var VU-formand; jeg var med i hans ’Havreholm-gruppe’ i 00erne, hvor Lars som Venstres næstformand samlede tidligere VUere mv. til ’inspirationsseminarer’ på Havreholm Slot, og jeg har fra tid til anden mødt ham via fælles bekendte i selskabelige sammenhænge.

Jeg har selvfølgelig fulgt Lars’ politiske karriere gennem årene – hvem har ikke det? – og jeg har tænkt, at han efter 40 år med alt fra VU, kommunalpolitik og en amtsborgmesterpost, til tunge ministerposter, to gange statsminister, utallige valgkampe og flere voldsomme mediestorme om bilagssager, flyveture til Sydkorea, tøjindkøb osv. ikke skylder nogen noget. At han må være mæt af politik og kunne finde nemmere måder at tjene til huslejen.

På vej videre?

Mens jeg sidder og venter på Lars i et lille sofahjørne i hans nye kontor på Christiansborg, tænker jeg også, at med hans baggrund må man kunne få et arbejdsliv i mere prangende omgivelser. Det er et af Borgens mindre kontorer. Det ligger på samme gang som Venstre, men rundt om et hjørne, ved siden af en af de større trapper. Så det er et kontor, mange passerer hurtigt forbi, på vej videre.

Op ad en væg står en række mere eller mindre vellykkede portrætmalerier af Løkke. Malerier han har fået foræret, under og efter sin statsministertid, bl.a. fra DR-programmet ”Danmarks bedste portrætmaler”.

Det ligner med andre ord ikke et kontor, hvor ejeren for alvor er flyttet ind. Det kunne tømmes på få timer. Men det er altså ikke længere planen. Tværtimod er det nu basen for et helt nyt politisk projekt. Løkke er i gang med at forny sig selv og dansk politik. Hvorfor?

Lars Løkke Rasmussen i sit nye kontor på Christiansborg.

”Jeg ved ikke lige, hvad jeg så for mig””

I bogen ”Om de fleste og det mest”, der udkom i august 2020, slutter Løkke med at skrive:

”Jeg dur simpelt hen ikke til at være halvt med. Og derfor er jeg nødt til at snart at træffe mit valg: Enten må jeg acceptere, at den politiske dør er lukket bag mig. Eller også må jeg snurre rundt på hælene og slå den ind igen. På den ene eller anden måde”.

“Enten må jeg acceptere, at den politiske dør er lukket bag mig. Eller også må jeg snurre rundt på hælene og slå den ind igen”

Lars Løkke Rasmussen i bogen “Om de fleste og det meste”

Spørgsmålet er, om det var partiet ”Moderaterne”, han dengang så for sig?

”Nej, det var det ikke. Altså, for at være helt ærligt, jeg ved ikke lige hvad jeg så. Jeg er ikke sådan én der planlægger. Hvis jeg tænker nogle træk frem, er det mere sådan intuitivt. Så den følelse jeg havde på det tidspunkt, var mere noget med, at jeg skulle forlige mig med tanken om, at jeg ikke længere skulle have noget med politik at gøre, og at jeg skulle til at gå op i nogle helt andre ting,” siger Lars Løkke Rasmussen, da han, forsinket 20 minutter af et møde, er kommet ind på kontoret og har sat sig ved sofabordet.

Hvad fik dig så i gang med Moderaterne?

”Der var alt det der corona, hvor der ikke rigtig var nogen opposition, og hvor statsministeren optrådte enormt egenrådigt. Jeg kunne sgu ikke være i min krop. Det kriblede og krablede for at gøre noget. Så der var ikke nogen plan, andet end at jeg ikke bare ville sidde og se på. Jeg ville have lov at mene noget. Det gjorde jeg så (Lars skrev klummer i BT, hvor han kritiserede regeringens coronahåndtering, red.), og så var reaktionen fra mit gamle parti, at ’det er da interessant, hvad han mener, men det er jo altid nemmere at sidde på bagsædet end at have ansvaret’. Så tænkte jeg, at det er a bit to much. Og så tænkte jeg: Nu træder jeg ud på isen, uden at jeg vidste, hvor det skulle føre hen…”.

Isen blev udmeldelsen af Venstre og etableringen af ”Det Politiske Mødested”, som gik i luften den 8. januar 2021 og på få dage havde samlet 5000 medlemmer. Efter nogle uger var der 15.000.

Var det da ikke planen, at mødestedet skulle blive et politisk parti?

”Det lå vel indenfor et muligt udfaldsrum. Men det kunne lige så godt have taget en anden form. Det kunne være endt som en tænketank med folkelig forankring. Vi lod mulighederne stå åbne. Det var også for at finde ud af, om der overhovedet var et fundament. For jeg har altid ment, at spærregrænsen snarere var for lav end for høj, og jeg har ikke meget sympati for partihopperi. Så det ville være dumt bare at sige ’1-2-3 vi laver et parti’”.

Lars Løkke Rasmussen svarer hurtigt ”jo jo jo”, da jeg spørger, om han har været i tvivl undervejs.

”Hvis jeg skal være ærlig, så har der vel også – ud over nogle strategiske overvejelser ved at dele tingene op i to trin – været sådan en slags livline til mig selv i det. Jeg har haft en mulighed for at komme af igen. For at sige ’vi stopper på niveau 1’. For det har da revet i mig selv som menneske. Altså…”.

“Ved at dele processen op i to, har der vel også været en slags livline i det for mig”.

Lars Løkke Rasmussen nipper til kaffen i kruset med ”Moderaterne” påtrykt med lille skrift.

”… jeg kan jo se, at der nogen, der mener, at jeg gør det her, fordi jeg er nødt til at tjene penge. Men altså – på det private plan er det her vel nok det tåbeligste, jeg kunne gøre. Nu har jeg endelig bragt mig i en situation, efter at have været politiker i mange år, hvor jeg har samlet noget viden og erfaring, som er noget værd derude. Hvor jeg så at sige kunne samle flere nødder ved at gøre noget andet. Men ved at tage det her skridt, går jeg den anden vej. Nu er jeg tilbage ved tre flasker rødvin som tak for at komme ud og tale, hvor jeg ellers kunne have talt ved konferencer og fået et godt honorar. Så det har da været en overvejelse. Det har også været en overvejelse, om jeg – efter at have været offentligt eksponeret i mange år og haft smudspressen efter mig – skulle stille mig et sted, hvor jeg udsætter mig for det igen”.

“Nu er jeg tilbage ved tre flasker rødvin som tak for at komme ud og tale”

Så hvorfor har du så valgt at gøre det?

”Det er vel fordi man ikke kan lade være. Jeg tror ikke, jeg kan komme det meget nærmere”.

Som en skilsmisse

Lars Løkke Rasmussen sammenligner processen med en skilsmisse.

”Jeg har været meget i tvivl, også på grund af loyaliteten overfor det parti, der har givet mig alt i mit liv. Jeg har ikke prøvet at blive skilt, men jeg vil tro, at det er lidt den samme følelse af fortrydelse, ærgrelse, selvbebrejdelser osv. Der har også været det her, man oplever ved en skilsmisse, hvor vennerne skal beslutte, om de vil have en relation til ham eller hende”.

Har du oplevet det?

”Ja, selvfølgelig. Derfor er det et svært skridt. Jeg tror, man skal være i politik for helt at forstå det. Eller have forladt Indre Mission eller Jehovas Vidner. Der var erhvervsfolk, som under coronaen sagde til mig, at ’du er nødt til at gøre noget Lars. Den, der har evnen, har pligten osv.’. Jeg forsøgte at sige, at det ikke er så nemt. At man ikke bare brænder broer osv. i politik. Men de havde svært ved at forstå det”.

Få Mandelivs nyhedsbrev hver uge: TILMELD DIG HER

Lars Løkke Rasmussen i kontoret på Christiansborg.

Har du ikke været drevet af sådan én ’jeg skal fanme vise dem’-følelse?

”Nej, det synes jeg ikke. Der har været sådan nogle stereotyper fremme om, at jeg kun gør det for at tage hævn, eller fordi jeg er nødt til det for at få leverpostej på brødet. Men begge dele er forkert. Det er slet ikke det, der driver det”.

Vil bryde blokkene

På Moderaternes hjemmeside står der, at partiet ”vil bryde den fastlåste blokpolitik – og insistere på indhold, ikke form”. Nu er Mandeliv ikke et politisk magasin, men ganske kort, så er Moderaternes mål at “bryde den traditionelle højre- og venstreskala” og komme med “balancerede forslag til forandringer, der både gør Danmark stærkere”.

Moderaterne er forlængelsen af den vision, som Løkke formulerede før valget i 2019. Det var dengang han midt i valgkampen udgav bogen “Befrielsens øjeblik”, hvor han til alles overraskelse – inklusive Venstres – slog til lyd for et samarbejde hen over midten uden om yderfløjene.

Derfor bliver Moderaterne da også 1:1 betragtet som Løkkes projekt, og vittige sjæle foreslog Løkke-Partiet, da der endnu ikke var sat navn på.

Ærgrer det dig ikke, at det omtales som Løkkes parti? At det hele står og falder med dig?

”Det kan nok ikke være anderledes. Lige nu findes partiet jo heller ikke. Jeg er ikke Moderaterne i Folketinget. Jeg har ikke skrevet til Folketingets Præsidium, at jeg repræsenterer Moderaterne. Jeg er stadig løsgænger. Men fra det nye folketingsår, vil der stå Moderaterne, når jeg går på talerstolen i Folketinget”.

Lars Løkke Rasmussen har haft sin gang som folketingsmedlem på Christiansborg siden 1994.

Faktisk kunne Løkke have meddelt præsidiet, at han repræsenterede Moderaterne, allerede da der var indsamlet vælgererklæringer nok i september. Hvis han havde gjort det, havde det udløst et tilskud til sekretærbistand mv. på 82.000 kroner om måneden.

”Vi har valgt at gøre det anderledes. Jeg er også nødt til at tænke på min egen  ressourceanvendelse. Hvis du er et parti, må du møde op, når der bliver kaldt. Når der er sættemøder hos ministre osv. Man må også have en forventning om, at partiet tager ordet ved de fleste lovbehandlinger. Men vi får altså ikke lavet et parti ved, at jeg tager ordet til samtlige lovbehandlinger i folketingssalen,” siger Løkke – og tilføjer:

”Jeg kunne selvfølgelig bare have taget pengene uden forpligtelser. Men det ville være hyklerisk”.

Vil være en blivende kraft

Moderaternes mål er at få en position efter valget, hvor partiet er umulige at komme udenom. At både rød og blå blok skal bruge Løkke & Co. for at få flertal, så der kan realiseres et samarbejde over midten.

”Så kan det være de siger, at ’ham der Løkke, gider vi ikke’, så de springer hen over os. Men det ville jo også være at opfylde vores formål – altså hvis de var nødt til at springe hen over os for at komme uden om os. For så har vi jo en SVK-regering. Så må jeg glæde mig over det”.

“Det kan jo være, at S, V og K siger ’ham der Løkke, gider vi ikke’, så de springer hen over os.”

Moderaterne vil forandringer og gøre op med ’sådan-plejer-vi-at-gøre’. Det er de store ambitioner om Danmarks fremtid, man kan læse om på hjemmesiden. Det er reformer af den slags, der ikke kan fedtes hjem med et hurtigt politisk forlig. Derfor bliver visionen næppe indfriet i en enkelt valgperiode. Det vil kræve år, ja årtier. Det oplagte spørgsmål er derfor, hvor længe Løkke selv har tænkt sig at være med?

”Jeg håber og tror på, at vores måde at lave politik på vil være stærk nok til at blive en blivende kraft. Jeg har da en ambition om, at vi laver et parti, der kan overleve mig selv”.

Lars Løkke Rasmussen ”kan ikke få øje”, at andre partier har samme politiske ambition, og han tror på, at mange danskere deler hans analyse.

”Men det er jo ikke noget jeg ved. Det er en fornemmelse, jeg har”.

Få Mandelivs nyhedsbrev hver uge: TILMELD DIG HER

”Man kan da godt få sådan et mareridtsagtigt drømmesyn frem en gang i mellem, hvor man ser sig selv kravle op ad den store trappe på valgaftenen med 0,2 procent af stemmerne,” siger Lars.

”Har jeg forregnet mig?”

I mørke stunder kan Løkke dog blive i tvivl. Om de har ”løftekraft nok”. Om han har forregnet sig. Om der virkelig er de mange danskere, der deler visionen.

”Jeg kan da godt få sådan et mareridtsagtigt drømmesyn en gang i mellem, hvor jeg ser sig selv kravle op ad den store trappe på valgaftenen med 0,2 procent af stemmerne, og hvor hele kommentatorkorpset står og griner af mig”.

Tror du så, du møder op?

”Ja, det skal man jo være mand for at gøre”.

Men når Lars Løkke tvivler, er der opmuntring at hente på hjemmefronten. Det fortæller han, da jeg spørger, hvor han henter sin energi. For han lyder stadig som en mand, der vil gøre en forskel.

”Det sjove ved det er jo, at min kone i mange, mange år har punket mig til at stoppe i politik. Men de sidste to år har hun punket mig til at starte igen. Og det er måske svaret på spørgsmålet. For det giver energi at lave noget, man synes er meningsfyldt”.

”Det sjove ved det er jo, at min kone i mange, mange år har punket mig til at stoppe i politik”

Han giver et andet eksempel:

”Jeg sad en aften og så et tv-indslag om Venstre sammen med min datter. Det var dårligt tv for Venstre, og jeg sad med sort, sort samvittighed, for jeg føler jo også et medansvar. Så siger min datter til mig: ’Men far, du har jo været glad hver dag, siden du traf den beslutning – de sidste to år, var du højest glad hver anden dag’. Så tænkte jeg: Okay? Jeg kan ikke lige forklare, hvad det handler om, men det er vel noget med, på det personlige plan, at være tro mod den man er”.

Skal jeg blive eller forlade politik? Løkke har været meget i tvivl.

Vi gør det på vores måde

Vi slutter snakken med at runde meningsmålingerne. De har svinget op og ned over spærregrænsen, siden analysefirmaerne begyndte at måle på Moderaterne i efteråret. 3,5 % i de bedste målinger. 1,5 % i de dårligere. Løkke giver dog ikke noget for hverken meningsmålinger eller skeptiske kommentatorer.

”Jeg giver ikke en dyt for de der målinger, og kommentatorerne har jo hele vejen igennem syntes, at alt hvad jeg gjorde, var forkert. ’Danmarks længste partifødsel’, ’der mangler politik på hylderne’ og hvad de ellers har sagt. Men jeg ved ikke, om de har sådan en håndbog i opstart af nye partier og derfor er dygtigere og klogere? Det ved jeg ikke. Vi gør det bare på vores måde, fordi vi tror det er det rigtige”.

Få Mandelivs nyhedsbrev hver uge: TILMELD DIG HER

BLÅ BOG: LARS LØKKE RASMUSSEN

Parlamentarisk karriere

  • Løsgænger, 1 januar 2021 –
  • Statsminister, 28. juni 2015 – 27. juni 2019.
  • Statsminister, 5. april 2009 – 3. oktober 2011.
  • Formand for Venstre, 2009-2019.
  • Næstformand for Venstre, 1998-2009.
  • Finansminister, 23. november 2007 – 7. april 2009.
  • Indenrigs- og sundhedsminister, 27. november 2001 – 23. november 2007.
  • Amtsborgmester, Frederiksborg Amt 1998-2001

Cand.jur., Københavns Universitet, 1992.
Samfundsfaglig-matematisk student, Helsinge Gymnasium, 1983.
Folkeskolens afgangsprøve, Græsted Skole, 1980.

- Annonce -

Flere artikler

SKRIV EN KOMMENTAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

- Annonce -

Seneste