Mandelivs Christian Juul Jessen har i mange år arbejdet som journalist, udlandskorrespondent og kommunikationsrådgiver. Men som 60+ kan det være svært at skaffe sig et journalistjob, og derfor tog han i sommer arbejde som tjener på et badehotel. Det har givet ny indsigt i arbejdslivet – og et nyt blik på mænd og kvinder. Her kan du læse anden del af hans beretning
Den korpulente kok var vred, for han havde endnu en gang lavet en fejl og det skulle være en andens skyld. Og jeg stod nærmest, så han valgte at gå ind i mig med hele sin vægt. Jeg har set det før, så han mødte først mit knæ.
Der er to grunde til at hoteller og restauranter har svært ved at få danske medarbejdere og slet ikke gode folk. Det ene er lønnen, der er blevet hængende i tiden før corona. Det andet er stemningen ude i køkkenet.
Jeg fik selv en løn, der passer til mine evner og styrker og måske lidt til. Og køkkenet i badehotellet fungerer såmænd bedre og mere hensynsfuldt end hvad jeg kender fra andre steder. Men der er dage, hvor alt går i skuddermudder og hvor selv et stjerneskud kan blive lavet forkert og det er altid tjenernes skyld.
“der er dage, hvor alt går i skuddermudder og hvor selv et stjerneskud kan blive lavet forkert og det er altid tjenernes skyld”
Det er ikke så meget fordi kokkene leger vrede tv-personligheder. På gode dage spørger de endda, om man har det godt og om man vil have en dessert, der er til overs. Problemet er deres måde at arbejde på.
Der er masser af rar forberedelsestid i køkkenet, hvor muslinger skal skrubbes, æggene pilles og brødet æltes. Det kunne være så hyggeligt, men filmen knækker igen og igen, når maden bliver smidt sammen i sidste øjeblik bare for at stryge ind på bordene uden at nogen kan nyde synet eller lige tage fem sekunders pause.
Tålsomme og utålelige gæster
Når direktøren, der ellers endnu en gang havde valgt at springe ind som tjener, beder om hjælp, så lytter man. ”Vil du ikke nok tage bord 106. De er kropumulige.” Og hun havde ret.
To korpulente søstre med deres skvattede mænd sad og brokkede sig over alt. Priserne, udvalget, vinen. Et niveau af brokkeri, der holdt helt til regningen, der skulle deles op i mindste enheder – på trods af at alle have spist det samme og drukket lige meget.
Det er her lidt livserfaring gør hele forskellen. For gæster som dem er ikke vant til at blive konfronteret. Alene et: ”Jeg kan forstå, at De ikke er tilfreds med at være her?” – afleveret fra et par smalle læber – er nok til at få et bord til at blive spage og undskyldende.
Og det er nok til at de går derfra med en meget større glæde. Det at være tjener betyder ikke at være servil – kunderne blive kun utidige af at kunne hundse rundt med betjeningen. Og så skal jeg huske at sige, at de allerfleste gæster i sommervarmen er tålsomme og har ikke noget imod at vente lidt på maden eller at skulle bede om et glas vin en gang til.
Læs de tidligere artikler:
Tjenersjæl II: Fede tider, magre tider
Ny serie: Efter 40 år tog Christian igen et job som tjener – og fik en ny indsigt
