7.7 C
Copenhagen
onsdag den 24. april 2024

Rasmus Bjerg i midtvejskrise får de fleste anmeldere til grine

Mest læste

Redaktionen
redaktion@mandeliv.dk

”Vildmænd” om en mand i ekstrem livskrise får alt fra tre til fem stjerner. ”Det er noget af det sjoveste, til tider mest vanvittige, jeg længe har set,” skriver en anmelder

Kan man lave en sjov og vellykket film om en mand i dyb, dyb midtvejskrise, som forlader kone og børn for at tage op og leve som vildmand i de norske fjelde? Ja, mener nogle anmeldere, mens andre er mere forbeholdne overfor instruktør Thomas Daneskovs nye film ”Vildmænd” med Rasmus Bjerg i hovedrollen, der havde premiere 3. februar.

Vi har her samlet et kort uddrag af anmeldelserne, der er alt fra lunkne til begejstrede.

Forinden får du lige en hurtig intro til handlingen i ”Vildmænd”, som succesforfatteren Morten Pape (Planen, Guds Bedste Børn og I ruiner) har skrevet manuskript til:

Martin (Rasmus Bjerg) er skredet fra det hele. Til Norge. For at bo i naturen og jage sin egen føde. Som en rigtig vildmand. Men da hashsmugleren Musa (Zaki Youssef) pludseligt dukker op nær hans lejr – blødende og forslået efter et biluheld – bliver Martins selvrealiseringsprojekt vendt på hovedet. Snart er det umage makkerpar på flugt gennem de barske fjelde med norsk politi, Musas rivaler og Martins intetanende hustru (Sofie Gråbøl) lige i hælene.

Berlingske, fire stjerner:

»Vildmænd« er i det hele taget ret sjov, nogle gange på en absurd måde, nogle gange på en underfundig måde. Og der er stadig lidt bund i sagerne, for midtvejskrise ER jo en ting, uanset hvor latterligt det kan virke. Rasmus Bjergs Martin er både idiotisk, egoistisk, selvovervurderende og ynkelig – og alligevel kan man ikke lade være med at have en lille smule sympati for ham. Måske kan man endda genkende noget af sig selv i ham, hvis man er mand”.

Jyllands-Posten, fire stjerner:

“Filmen udstiller ikke, men forherliger heller ikke – den balancerer skildringen af en ekstrem midtvejskrise forsvarligt og med en kærligt-udstillende humor, der langsomt piller Martins illusioner fra hinanden”.

B.T., fem stjerner:

”Rasmus Bjergs nye actiondrama-komedie ‘ Vildmænd’ er noget af det sjoveste, til tider mest vanvittige og, ja, på mange måder vildeste, jeg længe har set i en dansk film (…) Det er den relativt nye ukendte instruktør Thomas Daneskov og den roste forfatter Morten Pape, der står bag ‘ Vildmænd’, og sammen har de lavet en original, underholdende, sort, lille perle, der fortjener et stort publikum”.

“Sammen har de lavet en original, underholdende, sort, lille perle, der fortjener et stort publikum”

DR, fire stjerner:

”Otte år efter den fremragende kortfilm ‘Ud, spring over, ind’ og seks år efter spillefilmsdebuten ‘Eliten’, slår Thomas Daneskov fast, at han er en fremtidens mand i dansk film. Hvor han vil hen, må tiden vise. Han må gerne søge mere personlige græsgange. Men lige nu, med ‘Vildmænd’, er han i hvert fald klar til at spidde den moderne danske mand, ikke med bue og pil, men med humor, energi og vildskab”.

Martin har ingen succes med at skabe sig et liv i naturen med bue pil, så han er nødt til at proviantere på den lokale tankstation. Foto: Rasmus Weng Karlsen, Nordisk film

Politiken, tre hjerter:

“Det er svært at lade sig forføre til højlydt latter af ’Vildmænd’, som Thomas Daneskov har skrevet med forfatteren Morten Pape. Der er simpelthen for lidt kød på historien, der er set i så mange andre og bedre varianter før. Det er nemlig en oldgammel kending, der bliver hevet op af pelshuen: Mand i krise søger naturen”.

Information:

“Det trættende ved Vildmænd er nok desværre, at de gode kræfter bag filmen ikke har anstrengt sig nok. Uden at kende til filmens tilblivelsesproces vil jeg mene, at det må have været muligt at skrive manuskriptet igennem, indtil historien hang nogenlunde sammen. Men der er noget halvbagt over filmens karaktertegning, personernes handlinger og reaktioner giver ikke umiddelbart mening”.

“Der er noget halvbagt over filmens karaktertegning”

Skive Folkeblad:

“Vildmænd har kultpotentiale, fordi den både skaber grin og eftertænksomhed. Desværre fokuserer den mere på plot og mindre på tone, som handlingen skrider frem. Det er ærgerligt, for det er den tilbagelænede beretning om to aparte typer, der mødes ude på overdrevet, som er noget helt særligt”.

- Annonce -

Flere artikler

SKRIV EN KOMMENTAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

- Annonce -

Seneste