15 C
Copenhagen
tirsdag den 9. april 2024

Her er de bedste alkoholfrie øl

Mest læste

Redaktionen
redaktion@mandeliv.dk

Vi drikker flere og flere alkoholfrie øl. Men hvilke øl er de bedste? Mandeliv guider dig her til de bedst anmeldte øl, som indeholder 0,5 % eller mindre alkohol

Er du også en af dem, der stadig oftere snupper en af de alkoholfrie, når der skal øl til maden? Så er du en del af en kæmpe trend. Siden 2014 er salget af alkoholfri øl næsten firedoblet i Danmark.

I 2014 blev der trukket 1,9 mio. liter alkoholfri øl i Danmark. I 2021 blev der ifølge foreløbige tal fra Bryggeriforeningen drukket 7,2 mio. liter. Alene fra 2020 til 2021 steg salget af alkoholfrie øl med 10 procent.

Det er især i detailhandelen, at salget af alkoholfri øl boomer, ifølge Bryggeriforeningen. Når vi går på bar, restaurant eller café, foretrækker de fleste af os stadig øl med procenter.

100 danske varianter

Udviklingen har medført et boom i antallet af alkoholfrie øl-varianter fra de danske bryggerier. Mens forbrugerne for ti år siden kun kunne vælge mellem to alkoholfri øl, nærmer antallet sig nu 100.

Men hvilke øl er så de bedste? Mandeliv har gennemsøgt nettet for anmeldelser af alkoholfrie øl, og her er et bud på de bedste øl med 0,5 % eller mindre lige nu:

Royal 0,0 % Pilsner er markedets bedste til prisen, mener flere anmeldere. Pressefoto

Royal 0,0 % Pilsner

Flere anmeldere fremhæver Royal Unibrews pilsner som markedets bedste til prisen. Spritnyt giver den topkarakteren seks glas og skriver, at den er let og lækker med en god krop og en fin og rig malt. Madens Verden giver fire stjerner og kalder den en god erstatning for en almindelig pilsner. Den “har en god og kraftig smag. Den har en høj bitterhed, der er godt afstemt med syrligheden og en rigtig god humlesmag”.

Både Nordic Ale og Nordic Pilsner roses for god smag i netmediet Spritnys store anmeldelser af alkoholfrie øl.

Carlsberg Nordic Ale 0,5 %

Ikke alle anmeldere er enig i, at storsælgeren Nordic Ale og Nordic Pilsner fra Carlsberg er blandt de bedste. Men Spritnyt giver både ale og pilsner fem ud af seks glas. “Smager som en wienerøl/classic og maltbolsje. Blød og god krop. Snappy bitterhed i finish,” lyder vurderingen af ale’en, mens pilsneren “smager godt” og er en “næsten-pilsner i smagen”.

“Den øl der smagte mest som en øl med alkohol;” lyder en bedømmelse af Heineken 0,0 %.

Heineken 0.0

Den alkoholfrie version af den klassiske Heineken-pilsner topper en test, som Alt.dk lavede i 2020. Lidt flad i brusen og en anelse tynd smag, lød vurderingen, men den øl der smagte mest som en øl med alkohol. “Nem at drikke og et rigtigt godt bud på en alkoholfri fest-øl”. Fire ud af fem hjerter.

Mikkeler har efterhånden et stærkt udvalg af alkoholfrie øl. Her Limbo Riesling med druemost.

Mikkeler Limbo Riesling 0,3 %

Hvis du er villig til at betale mere end almindelige pilsnerpriser, så er Limbo Riesling fra Mikkeler det bedste bud. Gastromand har den på sin liste over de 30 bedste øl i 2019 og skriver, at den smager fantastisk godt. Navnet skyldes, at der tilsat Riesling druemost, hvilket skulle give en behagelig sødme og ekstra karakter til øllen. “Alt i alt en super flot og velsmagende øl,” lyder det.

Spritnyt er enig: “Vidunderlig duft af frisk vindruesaft, hyldeblomst, gul grape og friskskåret ananas”.

Mikkeler Limbo Raspberry 0,3%

Mikkelers sommerøl beskrives af Gastromand.dk som “en kraftigt smagende øl, fyldt med syrlige hindbær og en behagelig fylde”. Gastrofolkene kalder den “en uovertruffen sommerøl” og giver den fem gastromænd, hvilket er ”fremragende køb”.

Drink’ in the Sun 0,3 % fra Mikkeller.

Mikkeller Drink’ in the Sun 0,3 %

Spritnyt har også denne Mikkeler med i toppen i sin store smagning fra januar. Der er tale om en øl af typen Session IPA. Den skulle smage af bl.a. grape og æble og beskrives som “Let og lækker i munden” med “høj drinkability”. Fem ud af seks glas.

Browar PINTA Mini Maxi IPA 0,5%

Hvis du er til IPA, så er denne polske Mini Maxi IPA et godt bud på en øl, der smager som den ’ægte’ varer med alkohol. Den har i følge Gastromand.dk en meget let krop, præcis som en Session-IPA skal have. Der er godt humlebid, blomstret aroma og en god tør eftersmag.

Købt i Netto til en 10er. Minder faktisk en del om sin ret alkoholfyldige storebror.

Leffe 0,0 Alkoholfri Bruin

Du får også lige Mandelivs eget bud på en god alkoholfri øl. Vi fandt den i Netto til en 10’er og blev overrasket over, hvor fyldig den er, selv om den er uden alkohol. Minder en del om sin originale storebror, den stærke mørke klosterøl fra Belgien, der ellers holder hele 6,5 %. Hvis du kan finde det samme Netto-tilbud, så køb!

- Annonce -

Flere artikler

SKRIV EN KOMMENTAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

- Annonce -

Seneste