Hvad er en god film for os her på mandeliv.dk? Vi tillader os at se på det som på al kunst: det skal være relevant og gerne indgå i en større fortælling. Underholdende og gerne overraskende. Og det skal have en oplagt kvalitet, som kan mærkes, høres, ses. Derfor har vi startet et samarbejde med Michael G. Madsen – også kendt som cinemadsen.dk – der her løbende vil fortælle om de film, der er 100 kroner og to timer af dit liv værd. Her får du hans første anmeldelse – af den nye Batman-film:

Af Michael G. Madsen

*****

Here we go again!

Sådan kan man nemt tænke, når man ser de storslåede reklamekampagner for endnu en Batman-film, mens en fornemmelse af forstoppelse, sniger sig op gennem brystet.
For er der noget, filmverdenen ikke har manglet de sidste 30 år, så er det store blockbusterfilm om flagermusemanden.

Første bølge på fire film blev startet allerede tilbage i 1989. Den varede til 1997 og introducerede med hastige udskiftninger både Michael Keaton, Val Kilmer og selveste George Clooney som Batman.

Derefter fulgte i årene 2005-2012 Christopher Nolans dystre og helstøbte Dark Knight triologi med Christian Bale i hovedrollen. Og seneste indgik Batman i DC Films og Warner Bro’s forsøg på at skabe en modvægt til Marvels forrygende superheltefranchise med film som ”Dawn of Justice” (2016), ”Justice Leaque” (2017) og den stærkt udvidede og omklippede ”Zack Snyders Justice Leaque” (2021). Her var det Ben Afleck, der mere eller mindre succesfuldt trak i flagemusekostumet.

Nu har DC Films så kastet en masse millioner dollars ind på at skabe en fjerde Batman-bølge og kickstartet den med en næsten tre timer, visuelt overdådig mastodont af en film.

Men har ”The Batman” virkelig noget nyt at føje til en karakter og et univers, de ovennævnte 10 film allerede har leveret for længst?

Svaret er heldigvis et stort og rungede ja. Det har den faktisk til min og mange andres store overraskelse.

Instruktøren og medforfatteren Matt Reeves har skabt et portræt af The Dark Knight, som er mere mørkt og mytisk end selv Christopher Nolans triologi. Og Robert Pattinson leverer en Bruce Wayne, som er mere usikker og sårbar end man nogensinde har oplevet det før.
Historien starter to år inde i Batmans utrættelige kamp for at bekæmpe kriminaliteten i Gotham City forklædt som byens maskerede hævner.

Da en gal forbryder ved navn gækkeren (The Riddler) begynder at myrde Gotham Citys spidser på spektakulær vis og efterlade små gådefulde beskeder og gådefulde spor til Batman, kastes han ud på en jagt, hvor byens vold og korruption og skjulte hemmeligheder langsomt afdækkes.

Undervejs møder Batman blandt andet den egenrådige Catwoman, der er på sit eget hævntogt, og byens gangsterkonge Carmine Falcone og hans håndlanger The Penquin.

”The Batman” forvandler superhelte-fortællingen til en rendyrket noir-detektivhistorie med Batman i rollen, som den hårdkogte, desillusionerede Philip Marlowe. Samtidig er det som at se seriemorderfilmen ”Se7en” (1995) vikle sig forførende omkring science-fiction klassikeren ”Blade Runner” (1982) og nedkomme med en Gotham City der er mørkere og mere dyster end helvede, mere regnfuld end syndfloden og hvor råddenskaben pibler ud af hver eneste lille sprække.

“…mørkere og mere dyster end helvede, mere regnfuld end syndfloden og hvor råddenskaben pibler ud af hver eneste lille sprække”

Matt Reeves’ største fortjeneste er imidlertid hans utrættelige villighed til at afklæde og udstille hele superheltekonceptet. Det er gjort før – blot tænkt på Allan Moores ”Watchmen”, men Reeves gør alligevel noget relativ unikt. Han barberer alt det overnaturlige væk og introducerer en mere kompleks pulp-helt, der moralsk set kun er en hårbredde fra den ondskab, han bekæmper.

Mens denne type film tit defineres ud fra sine antagonister stiller ”The Batman” i stedet spørgsmålet: Hvad hvis de gode ikke er rigtig gode? Hvad hvis dem, som vi regner med vil beskytte os i virkeligheden bare gør det hele værre?

Batman selv er hverken en gud eller en alien med superkræfter. Bruce Waynes superkraft er han store formue, men manden bag masken kan såres og bløde som enhver anden – noget Reeves understreger, da han i en scene viser Batmans bare ryg dækket af ar.
Robert Pattinson er et interessant valg til hovedrollen. Han har ikke været i nærheden af en blockbusterfilm siden Twilight-franchisen, og på mange måder minder hans udgave af Batman om den martrede vampyr Edward Cullen.

Når han har flagermusekostumet på, drives han af en form for vovehalsagtig nihilisme. Ikke frygtløs, men snarere ambivalent i forhold til, om han lever eller dør. Og når kostumet er væk står vi tilbage med en bleg (man fristes til at sige vampyrbleg), grublende og indadvendt enspænder med uforløste traumer og faderbindinger i bagagen fyldt af følelsesmæssig smerte.

Så jo ”The Batman” er bestemt værd at se. Dens utraditionelle tilgang og demaskering af hele superheltemyten giver os en af de bedste noir-film, der er lavet i adskillige år og et spændende startskud på endnu en tur i ringen med flagermusemanden.

The Batman – 176 minutter – USA – Instruktør: Matt Reeves – Medvirkende: Robert Pattinson, Zoë Krawitz, Poul Dano, Jeffrey Wright, Collin Farrell, John Turturro m.fl.