Mandeliv har været til Natdisk for 50+ i Carlsbergbyen. Vi søgte svar på, hvorfor det er så svært at få mænd afsted til de hotte fester, hvor de 55 procent billetter, der sælges til kvinder, er væk på no time
Af Christian Juul Jessen
Indrømmet, den seneste Natdisk fest var ekstra hot. Det legendariske koncept fra firsernes Montmartre natklub trækker fulde huse to gange hver måned, men i aften bliver der svedt rigtigt på dansegulvet. Både fordi der bliver gået til stålet på dansegulvet og fordi udluftningen ikke fungerer rigtigt.
Godt for stemningen og godt for bartenderne i den ølhal nede ved Carlsbergs elefanter på Vesterbro, hvor denne udgave af festen blev holdt. Stemningen får mig næsten til at glemme, hvorfor jeg er kommet. Nemlig for at finde ud af hvorfor det til denne fest – og de fleste andre, som Natdisk afholder – er så svært at få mændene til at komme.
Billetterne sælges nemlig separat til mænd og til kvinder – og målgruppen er alle over 50. Er man et traditionelt par, skal man altså købe en af hver, men dem til kvinderne er udsolgt hurtigt. Mændene køber først i sidste øjeblik – hvis de køber.
Så mændene stiller ikke op til en glad aften med musik, alle kender – og hvor baren er velassorteret? Jeg spørger mig omkring for at finde et svar. Bjarne, der siger han er 57, vinker af:
”Det skal du sgu ikke spørge mig om. Jeg købte min billet tidligt. Jeg kommer her fordi pigerne er her.”
”Pigerne?”
”Tja. Når de er til disk, er de piger. Selv når de er lige så gamle som mig.”
Per, der er fem år ældre, siger også, han har købt i god tid:
”Det fede her er at det hele kan ske og ingenting behøver at ske.”
”Det fede her er at det hele kan ske og ingenting behøver at ske”
Jeg kigger lidt på ham og han tilføjer:
”Nu lyder jeg som om jeg er i en swinger klub. Men det er altså rigtigt rart at være med her.”
Vi bliver afbrudt af en gruppe mænd, der tydeligt er yngre og som på dette tidspunkt af aftenen stadig har deres vielsesringe på. Lige nu kæmper de lidt for at finde ud af om de er syv eller otte – for der skal købes øl.
”Hvorfor vi er her? Fordi der er fest og fordi vi kunne komme ind?!”, siger den ene med samme jyske accent som jeg selv har sidst på en aften.
Senere på natten er der noget bøvl med dem, men jeg kan helt ærligt ikke sige, om det var deres skyld – eller om det var det lidt ældre stampublikum, der havde set sig sure på de unge hanhunde.
Damernes aften
Det er næsten for corny, når DJ Nicolai Skipper lægger Ladies Night på. Kool & The Gang var aldrig rigtig cool – men det fungerer. Man kan ikke længere danse uden at bumpe ind i nogen og det er godt nok: oh, yes, it’s Ladies Night and the feeling’s right.
”Lige nu føler jeg mig som 24 igen,” siger en mand, der kalder sig Wilfred og nok nærmere er tre gange så gammel. Han har et skarpt jakkesæt på og det får ham til at virke yngre og minder mig om, hvad der fungerer her i aften: Folk gør sig umage.
”Lige nu føler jeg mig som 24 igen,” siger en mand, der kalder sig Wilfred og nok nærmere er tre gange så gammel.
Kvinderne har fået håret sat og den gode kjole fundet frem. Skægt som det næsten bliver uniformt med sneakers eller flade sko, så man kan danse igennem. Igen her gør kvinderne mere – men mændene har da i det mindste fået skjorten ned i bukserne.
Jeg står i udkanten af dansegulvet og danser sådan lidt fri krop i rummet. En venlig kvinde danser op til mig og ser på mig og spørger: ”Hvad så er du en af de der Daring Ones?” Jeg må have lignet en Dumbfound One, for hun forklarer mig, at det er udtryk for mænd, der godt tør danse alene.
”Hvad så er du en af de der Daring Ones?”
Således opmuntret er jeg tilbage i den ualmindeligt velassorterede bar, hvor Emil taler til mig. Med det navn burde han være for ung til at være med her, men han siger, at han er 54. Måske forstår han, hvorfor mændene er så tøvende med at komme med her.
”Altså, hvis jeg skal være ærlig, så er jeg nok en af de sidste, der fik en billet til i aften. Jeg har ikke så høje forventninger – jeg synes tit jeg har taget scoreskjorten på og er med på det hele – for bare at gå alene hjem. Og det er altså røvtur.”
”Hvad gør du så?”
”Jeg prøver bare at have det godt og få danset, så må det komme eller lade være. Jeg er bare mig.”
Efterhånden som aftenen bliver til nat, virker det nu som om mange har lært en ny person at kende. Jeg ser ikke Emil igen, men måske var det ikke den aften, han skulle gå alene hjem.
Mysteriet mænd
Efter festen får jeg fat i Nicolai Skipper på telefonen for endelig at forstå, hvad der er i vejen med mændene. Men han giver flere fakta end forklaringer. Arrangørerne deler billetterne op med 55 procent til kvindesiden og 45 til mændene.
”En time efter at vi har mailet ud til de 10.000, så er kvindernes billetter solgt. De slår til med det samme og tager veninderne med. Hvis vi ikke delte op, ville der være fire gange så mange kvinder som mænd, og det giver jo ingen mening.”
“Hvis vi ikke delte op, ville der være fire gange så mange kvinder som mænd”
Samtidig afviser han, at Natdisk mest af alt er en singleklub.
”Vi er et Funk Community og ikke et scorested. Det at svede er et adelsmærke, for her fester vi som da vi var unge. Det er med musikken, som så meget andet – du kan huske dit første knald, men ikke det tredje.”
Nicolai prøver så med en forklaring:
”Når jeg selv får en invite til om en måned, så rykker jeg ikke på det. Kvinderne rykker bare hurtigere, men når mændene først er her, så giver de los. Folk er ikke så blaserte – vi mødes for at feste, ikke for at stå i hjørnet.”
Så jeg er ikke meget klogere, men klart i bedre humør.
Nicolai Skipper er i reglen DJ på festerne, som han afvikler sammen med sin kone, Louise.
Få Mandelivs nyhedsbrev hver uge: TILMELD DIG HER
Læs også:
