20.5 C
Copenhagen
søndag den 26. maj 2024

En næsten lige højre til Parkinson

Mest læste

Christian Jessen
christianjuuljessen@gmail.com

Hvis man trænger til en opmuntrende tid sammen med Parkinson ramte, så anbefaler jeg en onsdag eftermiddag i Bokseinstituttet i Valby

Det kan godt være, at slagene ikke lige sidder i solar plexus og nogle af dem er mere tjat end stjernetindrende lyseslukkere, men stemningen er perfekt, når onsdagens hold på en halv snes samles til træning.

Stedet er en stor betonkasse bag et supermarked med den særlige lugt af sur hånd, som kommer af at dele handsker og træne hårdt. Og her er plads til alle, der vil træne hårdt.

”Hård træning hjælper til at vedligeholde de celler, du ellers taber. Hjernen er det organ, der bliver mest påvirket positivt af træning. Mere blod og mere gødning til cellerne, om du vil,” siger fysioterapeut Finn Egeberg Nielsen med sit særlige skæve smil.

Sammen med Lars Larsen, der driver Bokseinstituttet, har han startet træning for Parkinson ramte.

”Men det her er mere end træning. Vi elsker alle sammen historier, og det er altså federe at kunne komme hjem og sige, at jeg har været til boksning end at sige, at jeg har været til fystræning.”

“Det er altså federe at kunne komme hjem og sige, at jeg har været til boksning end at sige, at jeg har været til fystræning”

Finn Egeberg Nielsen er en fast stjerne på Parkinson himlen herhjemme. I fjorten år har han været tilknyttet Parkinsonforeningen som konsulent og har startet en række projekter, der giver Parkinson ramte en mulighed for at træne på en måde, som passer dem. Og træning er en af de få ting, der kan være med til at bremse Parkinson.

”Da jeg startede på fysskolen, så var det bestemt ikke attraktivt at arbejde med Parkinson ramte. Men det er så blevet det, jeg gør,” siger han.

Få Mandelivs nyhedsbrev hver mandag: TILMELD DIG HER

Projektet i Valby omfatter også træning af i alt 60 boksetrænere fra DABU. Inspireret af det amerikanske projekt Rock Steady Boxing er målet at bremse det tab af færdighederne, som sygdommen indebærer – og gøre det i et varmt fællesskab.

”Her er de ikke ramt af Parkinson. Her er de med i en bokseklub, og bliver behandlet som alle andre,” siger Lars Larsen, stifter og leder af Bokseinstituttet.

”Her er de ikke ramt af Parkinson. Her er de med i en bokseklub, og bliver behandlet som alle andre,” siger Lars Larsen, stifter og leder af Bokseinstituttet.

Ret ryggen

Der er et par afgørende forskelle på den træning, som Parkinson holdet får sammenlignet med det hold af unge boksere, der kommer efter dem. Tempoet er en ting, men holdningen er mere vigtig. For hvor de unge boksere lærer at få paraderne op og krumme sammen for at beskytte sig, skal Parkinson ramte gøre præcis det modsatte: rette ryggen og strække ud.

”Parkinson vil gøre noget ved dig. Vi gør det modsatte. I stedet for en stiv ryg, så bliver de smidige. I stedet for langsomme, hurtige,” siger Finn fysioterapeut.

Han siger om de Parkinson, der er begyndt at komme ind på centret til dagens træning:

”Som andre med en kronisk sygdom er de meget søgende. Måske er det forkert at tale om, at vi giver dem et håb, men…”

Lars afbryder med en boksers hurtighed:

”Håbløsheden bliver mindre. Vi kan ikke helbrede dem, men vi kan hjælpe. Og for os boksere er det en chance til at vise, at vi er tilgængelige for næsten alle.”

”Håbløsheden bliver mindre. Vi kan ikke helbrede dem, men vi kan hjælpe”

Så dejlig træt

En af dem, der har mest overskud til at slå igennem, er Claus Andersen. En mand i halvtredserne, der før sygdommen havde et IT-chefjob med tredive under sig – nu er træningen hans arbejde, som han siger. Claus er også aktiv i projektet Fit4Cure sammen med fysioterapeut Finn Egeberg Nielsen, der sætter træningsudstyr op hjemme hos Parkinson ramte.

”Så er der ingen undskyldning for ikke at træne,” siger han. Men det er som boksetræningen har vundet hans hjerte:

”Jeg har da selv trænet før – løbet, stået på ski. Men aldrig maxet ud som jeg gør her,” siger han og fastslår:

”Man er så dejlig træt bagefter. På den god måde. Det handler også om selvværd; træningen giver selvværd.”

Få Mandelivs nyhedsbrev hver mandag: TILMELD DIG HER

Alle, som jeg taler med, fremhæver, at man får mere ud af træning sammen med andre. Og alle gør sig umage med ikke at kritisere de ramte, der af den ene eller anden grund ikke kan komme op af sofaen.

”Det er svært ikke at se dem som ofre. Men vi har et valg; vi kan blive på sofaen eller gøre noget positivt som i at tage tid til at træne og møde nye mennesker. Jeg vil gøre noget, for jeg hader ynk,” forklarer Claus Andersen.

”Jeg tør ikke andet end at træne. Hver dag. For jeg har tre piger, som jeg igen kan være noget for,” siger Jesper Harritz.

Fra sengen til ringen

Jesper Harritz er en anden af de mænd, der er mødt op i dag. Før han fik diagnosen i 2013, var han selv fysioterapeut som en af de andre på holdet.

”Jeg troede jo at jeg havde en aftale med min krop. Jeg passer på dig og du passer på mig. Jeg havde bare glemt hjernen.”

For to år siden havde sygdommen fået så meget magt over ham, at han måtte holde sengen. Seks gange om dagen kom der hjemmehjælp, for han måtte have hjælp til at tage tøj på. Og til at spise.

”To år mere og så havde jeg været død. Og det var den optimistiske vurdering. Så ja, jeg har talt med døden – og det kan jeg ikke anbefale.”

”To år mere og så havde jeg været død. Og det var den optimistiske vurdering”

Han ser træningen som udsættelse af den samtale.

”Og boksning er det bedste – den mest optimale træning. Selv når der ikke er så meget strøm på batterierne, så får det mig i gang,” siger han og tager en pause.

”Jeg tuder hver gang jeg kan noget, jeg ellers ikke længere kunne,” siger han som forklaring på, at han får fugtige øjne mens vi taler.

”Det var min mellemste datter, der en dag kom for at ville tage mig med til svømning og hun sagde det helt rigtige. Hun sagde til mig, at hvis jeg ikke kunne klare det, så kunne vi bare tage hjem igen. På den måde lånte hun mig håbet.”

Jesper Harritz tager sin medicin og et nyt cannabis-præparat giver ham flere timer hver dag hvor han ikke ryster – og hvor han så kan træne.

”Jeg tør ikke andet end at træne. Hver dag. For jeg har tre piger, som jeg igen kan være noget for.”

Læs også:

Per var supertravl it-direktør, da sygdommen ramte. Så fik han et helt nyt liv med musik, tid til familien og nye venskaber

Parkinsonforeningen: Mere respekt for de ramte, tak

- Annonce -

Flere artikler

SKRIV EN KOMMENTAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

- Annonce -

Seneste